Valgfag for 7. klasse
Ved du hvad du skal vælge som obligatorisk valgfag i 7. klasse?
Holmegaardskolen tilbyder tre praktiske valgfag i 7. klasse, som er besluttet af Undervisningsministeriet, - du kan læse mere om dem her.
På 7. årgang skal eleverne vælge mellem tre obligatoriske valgfag, som er bindende i en 2-årig periode, og som de skal til prøve i med udgangen af 8. klasse.
Faget er obligatorisk og man kan ikke skifte til andre fag, når man først har valgt. De obligatoriske valgfag på Holmegaardskolen er: Billedkunst, Madkundskab og Håndværk/design.
Det er meget vigtigt, at I som forældre er med til at vejlede jeres børn, netop fordi valgfaget er bindende, forløber over 2 år og afsluttes med en prøve, der har indflydelse på det samlede karaktersnit i 9. klasse.
Eleverne skal vælge to fag – en første og en anden prioritet.
Det ikke sikkert, at vi kan opfylde elevernes første prioritet, da der bl.a. er begrænsning på, hvor mange elever der kan og må være i faglokalerne.
I den nærmeste fremtid vil lærerne introducere eleverne til de forskellige valgfag, så de har den bedste forudsætning for at træffe et valg. Der kommer mere information ud om dette.
Når holdene er fordelt i midten af maj måned, vil eleverne få besked.
Vi har gjort os spændende tanker om den læring eleverne kan få igennem både praksis og teori i fag, der rækker langt ud over bøger og klasselokale, og vi glæder os rigtig meget.
Valgfagenes forløb på Holmegaardskolen
7. årgang: Eleverne kan vælge mellem H/D, Madkundskab og Billedkunst. Valget er bindende for 2 år og afsluttes med en prøve med udgangen af 8. klasse.
8. årgang: Det obligatoriske valgfag fortsætter. Eleverne får standpunktskarakter i faget og faget afsluttes med en prøve. Karakteren vil fremgå på afgangsbeviset i 9. klasse.
9. årgang: Der tilbydes aktive og kreative valgfag i det første halvår. I andet halvår vil der være eksamenstræning i idrætsteori.
Du kan vælge imellem disse fag:
Har du en designer eller håndværker i maven?
Kan du lide at arbejde med tekstil, træ og metal? Og kan du lide at designe, eksperimentere og udtrykke dig kreativt?
Så er valgfaget HÅNDVÆRK OG DESIGN noget for dig!
Du vil lære at løse en given opgave, finde inspiration, arbejde ud fra en designmodel og du vil lære at samarbejde i små grupper og produktudvikle dit eget design.
Du vil få muligheden for at forbedre dine teknikker, arbejde med re-design, lære at bruge værktøj fx folieskærer, trædrejer og symaskine til at skabe, det du ønsker. Du vil få kendskab til de mange forskellige materialer, som kan bruges til forskellige formål.
I håndværk og design får du mulighed for at arbejde med hænderne på en undersøgende, innovativ og kreativ måde. I løbet af de to år du har valgfaget, kommer du til at arbejde både i træ- og tekstilværkstedet.
Vi glæder os til at se dig 😊
Kan du lide at være kreativ?
Kan du lide at tegne, male, forme og lave figurer?
Ønsker du at se verden i farver og billeder?
- så skal du vælge BILLEDKUNST som valgfag.
Vi kommer blandt andet til at arbejde med billeder, malerier, skulpturer, videoer, fotografier, naturen og med dig selv som en del af kunsten.
Du kommer til at fremstille dine egne billeder og værker og præsentere dem for andre.
Vi skal kigge på og læse om, hvad andre kunstnere har lavet, og vi skal ud af skolen og opleve og tage idéer med hjem.
Du skal have lyst til at bruge din fantasi og drømme stort, for det er kun fantasien, der sætter grænser.
Det er ikke det færdige resultat, der er det vigtige, men det er vejen dertil. Du må meget gerne komme med input og nye ting, da kunst kan skabes af alt.
Til faget skal du bruge en logbog, hvor du kan samle alle dine tegninger, idéer og valg. Du er også velkommen til at tage det lærred med, som du evt. har fået i gave.
Jeg vil gøre mit for at skabe et rum, hvor der er plads til dig og dine værker, og jeg glæder mig meget til at se dig på mit valghold.
Kan du lide at lave mad, - så er valgfaget Madkundskab måske noget for dig.
Valgfaget vil bestå af både praktisk og teoretisk indhold.
I skal altså lære at lave forskellige typer mad, men I skal også lære den teoretiske del af faget.
Du skal bl.a. have indsigt i, hvor maden kommer fra, hvordan den forarbejdes og hvilken indvirkning den har.
Vi vil forsøge at inddrage landbruget, virksomheder og uddannelser, så du er klædt godt på i forhold til den prøve, som du skal have, når valgfaget afsluttes.
Vi glæder os til at være kulinariske sammen.