Gå til hovedindhold

Valgfag for 7. klasse

Ved du hvad du skal vælge som valgfag? Holmegaardskolen tilbyder de fire obligatoriske valgfag for 7. klasse i 2021-2022, som du kan læse mere om her.

  • Læs op

Indhold

    På 7. årgang skal eleverne vælge mellem fire obligatoriske valgfag, som er bindende i en 2-årig periode, og som de skal til prøve i med udgangen af 8. klasse.

    Faget er obligatorisk og man kan ikke skifte til andre fag, når man først har valgt. De fire valgfag er: Billedkunst, Madkundskab, Musik og Håndværk og design.

    Det er meget vigtigt, at I som forældre er med til at vejlede jeres børn, netop fordi valgfaget er bindende, forløber over 2 år og afsluttes med en prøve, der har indflydelse på det samlede karaktersnit i 9. klasse.

    Eleverne skal vælge to fag – en første og en anden prioritet, da vi har en begrænsning på hvor mange elever, der kan og må være i et faglokale.

    Når holdene er fordelt i midten af maj måned, vil eleverne få besked.

    Vi har gjort os spændende tanker om den læring eleverne kan få igennem både praksis og teori i fag, der rækker langt ud over bøger og klasselokale, og vi glæder os rigtig meget.

    Valgfagenes forløb på Holmegaardskolen

    7. årgang: Eleverne kan vælge mellem H/D, Madkundskab, Musik og Billedkunst. Valget er bindende for 2 år og afsluttes med en prøve med udgangen af 8. klasse.

    8. årgang: Det obligatoriske valgfag fortsætter. Eleverne får standpunktskarakter i faget og faget afsluttes med en prøve. Karakteren vil fremgå på afgangsbeviset i 9. klasse.

    9. årgang: Der tilbydes aktive og kreative valgfag i det første halvår. I andet halvår vil der være eksamenstræning og fagligt boost i dansk og matematik.

    Sådan tilmelder du dig dine valgfag

    Du skal tage stilling til hvilket obligatorisk valgfag, du vil have de næste to år.

    Læs beskrivelsen til valgfagene grundigt igennem, og tal med dine forældre, kammerater og lærere, så du er sikker på at vælge det rigtige. Du skal være omhyggelig, da valget er bindende og der vil ikke være mulighed for at vælge om. Valgfaget afsluttes med en prøve efter to år med udgangen af 8. klasse.

    Du skal vælge to obligatoriske fag i prioriteret rækkefølge, da der er begrænsning på, hvor mange elever der kan og må være i et faglokale, vi vil så vidt muligt prøve på at opfylde din 1. prioritet, men vi kan ikke garantere at det kan lade sig gøre.

    Frist for tilmelding er mandag den 15. marts 2021.

    Du kan aflevere den i skolens postkasse ved administrationsbygningen i Fensmark, eller tag et billede og send det til din lærer på Aula.

    Du kan vælge imellem disse fag:

    Håndværk og design

    Har du en designer eller håndværker i maven?

    Kan du lide at arbejde med værktøj, lave en plan og prøve dig frem?

    Kan du være tålmodig og har du nerver til at gentænke dine planer eller starte forfra?

    Har du lyst til at skabe noget, du kan være stolt af, og som andre måske vil have lyst til at bruge?

    Så er valgfaget Håndværk og design noget for dig!

    Hvis du vælger dette valgfag, vil du lære at finde inspiration, lægge planer og produktudvikle dit
    eget design.

    Du vil få muligheden for at forbedre dine teknikker, lære at bruge værktøj til at skabe
    det du ønsker og få større kendskab til de mange forskellige materialer der findes, som kan bruges til praktiske formål.

    Vi ser frem til at hjælpe dig med at gøre dine ideer til virkelighed.

    Billedkunst

    Kan du lide at være kreativ?

    Kan du lide at tegne, male, forme og lave figurer?

    Ønsker du at se verden i farver og billeder?

    - så skal du vælge BILLEDKUNST som valgfag.

    Vi kommer blandt andet til at arbejde med billeder, malerier, skulpturer, videoer, fotografier, naturen og med dig selv som en del af kunsten.

    Du kommer til at fremstille dine egne billeder og værker og præsentere dem for andre.

    Vi skal kigge på og læse om, hvad andre kunstnere har lavet, og vi skal ud af skolen og opleve og tage idéer med hjem.

    Du skal have lyst til at bruge din fantasi og drømme stort, for det er kun fantasien, der sætter grænser.

    Det er ikke det færdige resultat, der er det vigtige, men det er vejen dertil. Du må meget gerne komme med input og nye ting, da kunst kan skabes af alt.

    Til faget skal du bruge en logbog, hvor du kan samle alle dine tegninger, idéer og valg. Du er også velkommen til at tage det lærred med, som du evt. har fået i gave.

    Jeg vil gøre mit for at skabe et rum, hvor der er plads til dig og dine værker, og jeg glæder mig meget til at se dig på mit valghold.

    Madkundskab

    Kan du lide at lave mad, - så er valgfaget Madkundskab måske noget for dig.

    Valgfaget vil bestå af både praktisk og teoretisk indhold. I skal altså lære at lave forskellige typer mad, men I skal også lære den teoretiske del af faget.

    Du skal bl.a. have indsigt i, hvor maden kommer fra, hvordan den forarbejdes og hvilken indvirkning den har.

    Vi vil forsøge at inddrage landbruget, virksomheder og uddannelser, så du er klædt godt på i forhold til den prøve, som du skal have, når valgfaget afsluttes.

    Musik

    Er musik noget for dig?
    - og er du vild med musik?


    Har du lyst til at:
    - Spille sammen med andre
    - Udvikle din stemme
    - Optræde for andre
    - Lære at skrive musik og tekster

    Du behøver ikke kunne spille på et instrument i forvejen.

    Vi spiller og synger sammen og lærer om udtryksformer og teknik i forbindelse med sang og instrumenter. Derudover er der fokus på, hvad det vil sige at optræde for andre samt grundlæggende viden om musiklokalets tekniske udstyr

    Vi laver musik – vi arbejder med at skrive sange og komponere simple musikstykker.
    Vi lytter til musik – vi tager bl.a. ud for at høre og opleve livemusik.
    Vi bli’r kloge på musik - vi taler om vores oplevelser med musikken og styrke evnen til at lytte.